Fagbøger

Boganmeldelse af “Gamechangers”

Peter Fisk har udgivet en spændende bog, kaldet “Gamechangers”, gennem forlaget Wiley. Bogen blev udgivet i 2015, og bogen er 310 sider lang, og siderne er fordelt ud på 23 kapitler.

Bogen har samme format som bogen “Business Model Generation” af Osterwalder et al. (2010), hvilket vil sige at den er grafisk anlagt, dog anvender Fisk en række forskellige canvas til at foretage analyser af virksomheder og markedsmuligheder. Fisk har en baggrund inden for marketing, og en del af de forskellige modeller der præsenteres i bogen er centreret om markedsafklaringer og med udgangspunkt i, hvordan virksomheden efterfølgende kan positionere sig og udvikle produkter og services til de specifikke målgrupper på markederne.

Flere af Fisks perspektiver omhandler, at virksomheder kan opbygge konkurrencefordele og forandre spillets regler. Det vil sige udkonkurrere andre virksomheder eller fastholde egne markedsandele. Et par eksempler om innovation og marketing kommer til udtryk i de to nedenstående citater:

“Markederne er opbygget omkring ideer- forhåbningerne hos forbrugerne, fantasien ved brands.” – Fisk (2015, p. 41).

“Vi skaber værdi ved at få nye ideer realiseret.” – Fisk (2015, p. 41)

Styrker

En af bogens klare styrker er, at bogen er grafisk. Dermed vil en række forskellige målgrupper kunne sætte sig ind i bogens indhold, og de vil antageligt kunne anvende bogens indhold aktivt efterfølgende. LIX-tallet er tilsvarende lavt og bogen er praksisnær.

Bogen indeholder også en række forskellige instruktioner om, hvordan læseren kan bruge modellerne til at foretage de relevante analyser. En klar styrke ved bogen er, at den indeholder en række branchespecifikke virksomheder, og hvad de har gjort for at opnå den eller de konkurrencefordele, som gør dem relativt bedre end deres konkurrenter.

Svagheder

En klar svaghed ved bogen er, at den er relativt lang. 310 sider der er fordelt på 23 kapitler. En del af bogen ville kunne fjernes uden det vil have egentlig betydning for bogens kvalitet. Bogen lider også af den svaghed, at den blev udgivet i 2015, og bogens indhold er dermed 8 år gammelt i skrivende stund. Det betyder at bogens indhold kan vise sig at være irrelevant eller misvisende i forhold til den aktuelle konkurrencesituation. 

Konklusion

Bogen har nogle væsentlige styrker så som den er grafisk og den indeholder en række modeller og eksempler fra en række forskellige brancher. Bogen lider af nogle svagheder, hvilket bl.a. omhandler bogens alder og bogens længde. Bogen er til gengæld værd at læse, fordi den indeholder en række modeller og eksempler, der nemt vil kunne omsættes i praksis.

Referencer

Fisk, P. (2015) Gamechangers: are you ready to change the world?: creating innovative strategies for business and brands. Southern Gate, Chichester, West Sussex: Wiley.

Osterwalder, A., Pigneur, Y. and Clark, T. (2010) Business model generation: a handbook for visionaries, game changers, and challengers. Hoboken, NJ: Wiley.

Standard
Fagbøger

Boganmeldelse af “Succes med SMV”

Gert Rune har i samarbejde med Dennis Drejer udgivet bogen “Succes med SMV” i 2023 gennem forlaget Turbine. Bogen er 242 sider lang og fordeles på 11 kapitler. Egentlig er det primært Gert Rune der fremgår som fortæller i bogen, men på grund af samarbejdet med Dennis Drejer, som nævnes i bogens efterskrift, har jeg valgt at akkreditere begge som forfattere til værket.

Bogen er let at læse og let at sætte i perspektiv set i forhold til ledelse af små og mellemstore virksomheder (SMV). Der er gode elementer i bogen, som er relevante for bestyrelsesmedlemmer og ejerledere at kende til, hvor Rune & Drejer identificerer:

  • Passion
  • Innovation
  • Risikovillighed
  • Krisehåndtering
  • Medarbejdere
  • Kundefokus
  • Den bæredygtige omstilling

Rune har gennemført interviews med lederne af 11 SMV’er, som Rune identificerer klarer sig godt, og hvor der kan være læringspunkter for ledere (ejerledere, direktioner, bestyrelser) i andre SMV’er (Rune & Drejer, 2023, pp. 12-14). De 11 case virksomheder bliver brugt på tværs af 7 kapitler og det sidste kapitel i bogen bruges til at give dybdegående præsentationer af virksomhederne.

Bogen har også en interessant vinkel, da Gert Rune fortæller om sin egen baggrund og karrierer, hvor han blandt andet gør opmærksom på erhvervsnetværket Junior Champer International (Rune & Drejer, 2023, p. 23), og hvordan han via sit medlemskab og interaktion med det erhvervsnetværk finder frem til en begejstring for motivation af medarbejdere, og hvorfra han begynder et af sine erhvervseventyr.

Styrker

Bogen har et lavt lix-tal og den er nem at læse. Den giver gode indtryk af, hvordan de syv parametre, som Rune & Drejer (2023, pp. 14 – 17) kan anvendes af virksomheder i SMV-segmentet, og med det perspektiv er bogen bestemt værd at læse.

Rune & Drejer (2023, p. 12) identificerer korrekt, at de små og mellemstore virksomheder tilhører det suverænt største segment, nemlig på 99 % af den samlede total; men desværre uden kildehenvisninger.

Svagheder

Rune & Drejer (2023) anvender få kilder, hvilket til dels understøttes af det undersøgelsesdesign, som Rune & Drejer anvender, hvilket vil sige interviews, men der mangler tredjeparts referencer der bekræfter, at det faktisk forholder sig sådan. Nok bruger Rune & Drejer (2023) andre kilder for eksempel Ernst & Youngs konkurrencer for veldrevne virksomheder, men i selve bogen mangler der henvisninger til, at virksomhederne faktisk er veldrevne. Disse henvisninger kunne for eksempel være referencer til virksomhedernes årsregnskaber eller andet. Rune & Drejer formår at give nogle gode bud på, hvordan andre SMV’er kan opbygge samme succeser, som de udvalgte 11 cases, men samtidigt falder bogen desværre i samme kategori som “From Good to Great” (Collins, 2021) og “Built  to Last” (Collins & Porras, 2009), hvor forskellige virksomheder udpeges som succesvirksomheder, og hvor nogle opskrifter udledes, som andre virksomheder kan anvende. Dog med det for øje at virksomhederne der blev identificeret som succesvirksomheder havde det med at ikke at fortsætte med at være det. Med andre ord kan læseren ikke antage, at opskrifterne fra Rune & Drejer automatisk kan bruges med fordele i sin egen virksomhed. 

Konklusion

Rune & Drejer (2023) har med sikkerhed valgt at bogen skulle være let at læse frem for at referere til tredjeparts kilder til at understøtte deres pointer. Det lykkedes Rune & Drejer med, og endda ganske godt. De manglende kildehenvisninger giver desværre et indtryk, i visse kapitler, at læseren blot må tage de to forfatteres ord for gode varer; hvilket jo også kan være fint i mange tilfælde. Med det perspektiv er bogen bestemt værd at læse.

Rune & Drejer har valgt syv interessante success parametre, hvori de 11 case-virksomheder bliver analyseret ud fra, og hvert af de syv kapitler bliver opsummeret med et overblik over, hvordan SMV’er kan agere inden for de syv parametre med henblik på at opbygge deres egne succeshistorier.

Rune & Drejers bog falder desværre i samme kategori som “From Good to Great” og “Built to Last”, hvori de opskrifter der udledes nok kan anvendes i visse kontekster, men ikke garanterer succes.

Referencer

Collins, J.C. (2001) Good to great: why some companies make the leap–and others don’t. 1st ed. New York, NY: HarperBusiness.

Collins, J.C. and Porras, J.I. (2009) Built to last: successful habits of visionary companies. 24. Dr. New York: Collins.

Rune, G. and Drejer, D. (2023) Succes med SMV – triumf i krisetider. Turbine.

Standard