Iværksætteri

Det at netværke

Dette blogindlæg er centreret om iværksætteri og det at netværke med formål.

Jeg har læst bogen “HBR guide to smarter networking” (2022) der er udgivet af Harvard Business Review Press, hvori en række interessante bud på det at netværke med formål og mening præsenteres. Jeg sætter nogle af budskaberne fra bogen i kontekst af opstarts-virksomheder (også kaldet iværksætter -virksomheder), og hvor der er en ejerleder, og disse præsenteres i dette blogindlæg.

Der findes forskellige indgange til netværk for opstarts-virksomheder og iværksættere. Nogle af disse netværk er formaliserede (se mere nedenfor) og nogle af disse netværk kan være selv-organiserede for eksempel af iværksætteren selv. 

Den kommercielle tilgang til netværk

Du bør som iværksætter arbejde med en kommerciel tilgang til dit netværk. Det bør du gøre fordi, at du bliver nødt til at finde de rette kunder at sælge dine produkter (eller services) til. Den kommercielle tilgang til netværk betyder, at du løbende skal overveje om du kender de rette mennesker, om du kan bruge de mennesker, som du har i dit netværk til at skabe et bedre grundlag for at solgt dine produkter. Salget skal i denne kontekst også forstås, som situationen, hvor du skal positionere din virksomhed. Det betyder, at du også skal overveje, om dine kontakter har indflydelse på, om du kan få adgang til de rette ressourcer til din virksomhed:

  1. Kapital
  2. Viden eller licenser
  3. Medarbejdere eller freelance konsulenter

Afklar dit netværk

Når du afklarer dit netværk, så skal du overveje, hvilke af dine kontakter i netværket, som har indflydelse på for eksempel købsprocesser i virksomheder, eller hvem de kan henvise dig til i deres netværk med henblik på, at du kan få positioneret din virksomhed i en salgsproces eller positionering i forhold til, at få adgang til en ressource.Dermed sagt så kan du opbygge en matrice til at støtte op om din afklaring  relativt nemt ved at overveje følgende variable på en skala fra en til fem:

  1. Person
  2. Rolle i sin virksomhed
  3. Branche eller brancher
  4. Geografi
  5. Virksomhed/Klynge af virksomheder
  6. Rolle i sit respektive netværk (facilitator, generator eller forbruger)
  7. Adgang til ressourcer (Kapital, viden/licenser, medarbejdere/konsulenter)
  8. Adgang til beslutningstagere

De ovenstående variable kan organiseres i et regneark, hvori de forskellige variable kan evalueres. Du vil med en vis sandsynlighed ikke have kontakter der alle kan evalueres til en klar 5’er på alle variable. Hvis du er heldig at have kontakter der kan evalueres til fem, så bør du arbejde aktivt med dem for at opbygge dit netværk. Det skal dog ikke stoppe dig i at dyrke dit netværk ved at indgå i dialog med dine andre kontakter.

Dit netværk kan engageres på forskellige måder og det kan ske gennem forskellige former for netværk.

Former for netværk

De formaliserede netværk kan have en del at byde på for opstarts-virksomhederne, hvor nogle af de forskellige netværk typisk vil kunne bistå med rådgivning for de enkelte iværksættere. De selv-organiserede netværk kan på visse områder overgå de formaliserede netværk, hvis man kan danne det med udgangspunkt i virksomheden og dennes omgivelser. Den sidste type netværk er “engangs eventet” som typisk opstår ved konferencer eller specifikke iværksætter-events der ikke er koblet til de formaliserede netværk direkte.

Du har mulighed for at deltage i eksisterende netværk, hvori du kan arbejde med den eksisterende infrastruktur; men du har heldigvis også mulighed for at opbygge den relevante infrastruktur selv ved at facilitere eller være vært for events i dit netværk. Den sidste af de muligheder giver dig mulighed for, at identificere de rette deltagere og skabe det relevante indhold, hvilket kan være i direkte kontrast til formaliserede netværk der drives og faciliteres af andre. Det er til gengæld også noget mere kompliceret og ressourcekrævende for dig at dyrke dit eget netværk. 

En af de stærkeste netværkere i Danmark, Fritz Schur, benytter sig af begge typer netværk jævnfør Sandøe et al (2017), og derfor kan du med rette lade dig inspirere i forhold til, hvordan du kan bruge de formaliserede netværk og det at dyrke dit eget, hvor du selv faciliterer og koordinerer kan skabe værdi for dig og din virksomhed.

Formaliserede netværk

Der findes flere varianter af de formaliserede netværk, og de fleste af denne type netværk har typisk et sekretariat eller en koordinerende funktion, hvor de forskellige personer eller virksomheder med relevant erfaring og relevante ressourcer kan findes i forhold til at skabe den rette støtte for de forskellige opstarts-virksomheder.

Inkubatorer ved universiteterne

I tilfælde af du studerer, eller hvis du har stiftet virksomhed sammen med en som studerer ved et universitet, så har du ofte mulighed for at indgå i universiteternes egne inkubatorer. Eksempler på disse er Copenhagen School of Entrepreneurship (forankret ved CBS), KU Lighthouse (Forankret ved Københavns Universitet), og DTU SkyLab (forankret ved Danmarks Tekniske Universitet) samt Venture Cup (Forankret i sin egen organisation der arbejder på tværs af universiteterne).

De forskellige inkubatorer afholder typisk arrangementer målrettet iværksættere og bidrager med rådgivning. I disse tilfælde handler det for dig om at få styr på dit pitch (Daisy Dowling i Harvard Business Review Press, 2022, pp. 59-61) og din virksomheds pitch, så du hurtigt kan komme i kontakt med de rette personer ved disse events.

Business angels

Du kan måske have interesse i at få adgang til kapital til din virksomhed eller sparring for eksempel med en professionel bestyrelse. Her vil du hurtigt opdage, at netværk som Keystones og DanBan vil kunne bistå med processen med at finde de relevante kapitalstærke mennesker der kan hjælpe med ressourcer og især kapital. Ligesom ved inkubatorerne ved universiteterne, da du skal have styr på dit pitch og virksomhedens pitch, og du skal engagere netværket for at få adgang til de rette kontakter. Disse netværk indeholder typisk:

  1. Medlemsmøder
  2. Foredrag
  3. Kurser
  4. Sparring for eksempel inden køb af andele eller aktier i din virksomhed

Erhvervsråd

Du vil også opleve at en del af de danske kommuner tilbyder en form for erhvervsservice. Det kan være struktureret og udbudt på forskellige måder i form af fællesskaber med andre kommuner eller ved at støtte op om en semi-offentlig forening der står for faciliteringen af netværket:

  1. Månedlige møder
  2. Foredrag
  3. Sparring i forhold til de kommunale services

De kommunale erhvervsråd og erhvervsservice kan være et fint sted at starte for mange iværksættere med henblik på at danne sig et overblik over de netværk der findes i virksomhedens umiddelbare nærområde. Erhvervsråd og kommunale services er sjældent der, hvor du som iværksætter finder adgang til kapital eller adgang til unikke ressourcer i virksomhedens langsigtede strategi. Altså, medmindre din virksomhed er fokuseret på det kommunale marked for erhvervsservices.

Konkurrencer

Du har som iværksætter mulighed for at indstille din opstarts-virksomhed til forskellige typer konkurrencer, hvor der kan være prestige og penge-præmier i at deltage eller sågar at vinde. Eksempler herpå er Venture Cups “National Startup Competition” og “University Startup World Cup”. Ved disse konkurrencer har du mulighed for at udbygge dit netværk og for at udbrede kendskabet til din virksomhed. Det kræver i denne kontekst, at du har styr på dine pitch.

Skab dit eget netværk og dyrk det

En anden måde at netværke på som iværksætter er ved at skabe sit eget netværk og det at facilitere det for eksempel ved at opbygge en infrastruktur til at opdyrke netværket. Infrastruktur skal i denne kontekst fortolkes som de funktioner, som et sekretariat typisk varetager:

  1. Medlemskommunikation
  2. Organisering af møder og booking af mødested
  3. Design af dagsordener, referater mv., når det er nødvendigt

Det kan lyde af meget for en iværksætter, som allerede bruger en del tid på sin virksomhed, men heldigvis, så findes der forskellige digitale værktøjer der kan bistå med arbejdet. Det kræver dog først og fremmest et engagement at få de forskellige interessenter til at deltage i møderne.

For at opbygge og dyrke netværket, så vil du typisk blive nødt til at arbejde kontinuerligt med netværket og sørge for kontakt til de forskellige personer i netværket. Dermed bliver du, som iværksætter, også nødt til at tænke fremad i forhold til, hvilke møder, som du ønsker skal afholdes som led af dit netværk, hvorfor en plan eller et oplæg til et årshjul kan vise sig at være vigtige værktøjer.

En af de helt stærke netværkere, som har været i stand til at opbygge sine egne netværk ved hjælp af det ovenstående setup er Fritz Schur (Sandøe et al., 2017) som bruger sin landejendom til at afholde bal, hvor Schurs kontakter inviteres, og hvor forskellige netværk mødes. Sandøe et al. (2017) spekulerer i, at Schur formår at bruge disse netværk til at få adgang til de ressourcer, som han og sine virksomheder har behov for.

Engangs-eventet

Du har mulighed for at kickstarte dit netværk ved hjælp af et engangs-event. Det kan for eksempel være centreret om et tema eller med udgangspunkt i en middag, hvor kontaktpersonerne mødes og drøfter et emne eller en præsenterer for eksempel om sin virksomhed.

Donnie Clark (Harvard Business Review Press, 2022, pp. 93 – 100) identificerer, at du bør overveje følgende variable:

  • Størrelse
  • Tema
  • Mix mellem kontakter
  • Medvært 
  • Ambassadøre for netværket

Referencer

Harvard Business Review Press (ed.) (2022) HBR guide to smarter networking. Boston, Massachusetts: Harvard Business Review Press (Harvard business review guides).

Sandøe, N., Sindbæk, H. and Svaneborg, T. (2017) Kammerherrens nye klæder – Fritz Schur. Copenhagen: JP/Politikens Forlag.

Standard