Uncategorized

Derfor skruer ned for coaching og rådgivning af iværksættere i øjeblikket

Først og fremmest, så har jeg haft fornøjelsen af at coache og rådgive iværksættere i en del af år i regi af forskellige inkubatorer (Incubators). Mange af dem er teknisk dygtige og motiverede for at vise, hvad de kan. Jeg sender dem alle en stor tak for oplevelserne: Ingen glemt og ingen gemt!

Jeg har oplevet en støt stigning i de senere år på iværksættere, der kontakter mig med henblik på at få coaching og rådgivning, dog viser de over tid meget lidt fremdrift med deres specifikke virksomheder. Eksempelvis, så søger de ofte mange forskellige typer “konkurrencer” ved de forskellige universiteter om at få penge (Egenkapital eller startkapital) til deres virksomheder, men på trods af dette, så får de aldrig rigtig nogen længerevarende betalende kunder. Antallet og adfærden, som denne klynge af iværksættere udviser, giver mig anledning til at tro, at der kan være tale om en arketype. 

Af og til har jeg også oplevet modvilje fra den ovenstående iværksætter-arketype mod at komme i dialog med de forskellige potentielle kunder på det danske marked, og jeg fornemmer, at det er fordi det kan være ubehageligt at ringe til de potentielle kunder eller skrive om muligheden for at få et møde i stand for at demonstrere et produkt eller en service. Måske er det frygten for afvisningen, der nager dem, men jeg begynder at tvivle på, at det kan være den eneste årsag. Det er i min optik underligt, hvis en iværksætter ikke vil i dialog med sine potentielle kunder, men jeg er samtidigt stødt på et fænomen, der beskrives som “Granthunters”. De er dygtige mennesker, der etablerer “en slags virksomhed” og som søger disse legater (priser, konkurrencer) med det formål at få egenkapital. 

Jeg har også bemærket, at de (Granthunters) bruger eksponeringen fra disse konkurrencer, som en slags reklame eller visitkort f.eks. i forhold til egen jobsøgning eller eventyret slutter med virksomheden. Ikke at der er noget galt med selve ideen, det kan være svært for “entry level” kandidater at finde jobs; men overordnet giver det mig et indtryk af, at det egentlig ikke er coaching og rådgivning i forhold til iværksætteri, som mange af denne iværksætter-arketype ønsker. Det er derimod rådgivning i, hvordan man vinder en konkurrence med henblik på, at virksomhedens “rådgiverkorps” eller “advisory board” ser godt ud. I for sig er der intet galt i dette, men det motiverer mig ikke, og derfor har jeg besluttet at skrue ned for coaching og rådgivning af iværksættere. “Granthunter” fænomenet er illustreret nedenfor:

Ovenstående er ikke ensbetydende med, at jeg stopper med at rådgive og coache iværksættere helt. Jeg stopper dog med at hjælpe “Granthunters”. 

Standard